Dorthe Chakravarty

/Dorthe Chakravarty
­

About Dorthe Chakravarty

This author has not yet filled in any details.
So far Dorthe Chakravarty has created 70 blog entries.

Snart slutter året

12

Det har været en kort og intens jul, hvor vi har forsøgt at få de fleste ender til at nå sammen. Det lykkedes vist kun med hiv og sving, men sådan må det jo være nogle år. Inden året forsvinder helt, forsøger jeg at få ryddet op i 2016 og gjort klar til 2017. Det er ikke så nemt, men når jeg kigger på billeder og går kalender og dagbogsnoter igennem, er der intet at sige til, at jeg føler tiden går lidt for hurtigt. Der har været knald på det meste af tiden, og der har også været et par skrub på knæene, som lige skulle bruge tid på at hele. Sådan helt professionelt har det været et Jo-år.

Billedet er fra Bogforum i år, hvor hun lå fremme i stakke. Den bog har været længe undervejs, så det var godt, den endelig kom ud. Og endnu bedre var det, at den er blevet godt modtaget. Hvilke uger fulde af rædsel og frygt op til udgivelsen, og skal jeg være ærlig, forsvandt det ikke, før jeg bad forlaget stoppe med at sende anmeldelser. Selv om de overvejende var gode og fulde af stjerne og pæne ord, var det for hårdt. Så jeg stoppede postgangen, lukkede øjnene og gik i gang med et nyt projekt.

11Det gode ved freelance- og forfatterlivet er de mange foredrag og arrangementer, jeg deltager i. Da jeg for lidt over tre år siden forlod DR, var jeg bange for at miste de her ture rundt i DK, hvor jeg møder mennesker og får fortalt historier. Jeg intet mindre end elsker det, og hver en tur er en fornøjelse.

I begyndelsen af året var jeg i Kerteminde for at fortælle om tjenestepigerne i nogle TV-2 optagelser, og det gav mulighed for at besøge Johannes Larsen Museet, som jeg aldrig bliver træt af.

9Og så havde jeg hele to ture til Bornholm i år. Dels med Jo-bogen og dels med tjenestepige-bogen. Begge besøg var så givtige, at jeg stadig fordøjer dem.

Jeg mødte gode mennesker og så Hjorts værksted, hvor jeg først efterfølgende fandt ud af, at jeg var kommet udenfor åbningssæsonen. Uvidenheden er til tider en god ting, så jeg gik ind ad alle åbne døre, nød det hele og tog masser af billeder, blandt andet det her.

På grund af min forgabte tale om alt det dejlige dér, er min mand begyndt at lede efter sommerhus på Bornholm. Finder han noget, følger jeg gerne med :)

6

Det var året, hvor jeg blev 45 og som sædvanlig tilbragte det meste af min fødselsdag på et frilandsmuseum. Dette år i Brede. Jeg vil bo på et frilandsmuseum, når jeg bliver gammel, og så vil jeg i ro og fred gå og snuse i folks gamle møbler og søger, ligesom jeg gør nu, så det vil bare være en naturlig fortsættelse af det, jeg laver, når jeg ellers har tid.

5

Så var der grundlovstalen i Middelfart. Jeg føler ofte, at jeg gør alt for lidt for freden, verdenspolitikken, miljøet og kampen for det gode og sande i livet. Jeg får aldrig skrevet de lange, vrede indlæg på Facebook eller i avisen. Jeg arrangerer ikke optog eller holder flammende taler, når verden brænder allermest. Som grundlovstaler får jeg i al fred og fordragelighed nu alligvel en vis fornemmelse af at gøre en lille smule nytte.

Det er godt nok kun det talte ord, men historien er unik til at gøre os klogere på det, der var, og det vi har. Grundlovsdag er en god dag at minde mig selv og andre om, at intet i denne verden, når det gælder demokrati, ligestilling og menneskerettigheder, er kommet af sig selv.

Det er kommet, fordi nogle har kæmpet, og de har ofte kæmpet i trods og med store personlige omkostninger. Deres kamp og deres resulter skal vi kende, værne om og passe på – ikke mindst når og hvis de begynder at smuldre i fundamentet.

2

På årets mange sommerbilleder ser det ud til at hver dag var en solskinsdag. Sådan var det vel næppe. Og så alligvel. På grund af mit forfatterliv fik vi mulighed for at bo i en smuk legatbolig i Stockholm i juli. Jeg tog lange ture til biblioteker og museer, mens familien fixede Grönalund og lignende seværdigheder. Solen skinnede, aftenerne var lange og det sene lys gav familien lange skygger.

4

Når jeg ikke har været ude på tur eller siddet ved mit skrivebord og skrevet, har  jeg passet have. I år har udbyttet været  større end tidligere år. Jeg tror, vi er ved at lære noget om det at dyrke grønt, og så gør nænsom forbedring af jorden nok også sit. Dette var året, hvor jeg betalte for en sæk hønselort. Som landmandsdatter er der ikke noget man gør med hverken glæde eller stolthed, betaler for lort, men sådan er det at have have i byen.

7

Til gengæld betaler jeg med fornøjelse for mit årskort til Thorvaldsens Museum. Og for mit årskort til Den Gamle By i Århus. Og jeg er svært glad for det årskort, jeg fik i julegave til den Hirschsprungske Samling. Det er steder, jeg kommer ofte. Som haven har brug for hønselort for at blive grøn og frodig, har jeg brug for åndelig føde, der kan nære mit hoved og mit hjerte og få alt til at gro i nye retninger.

1

Et sted, hvor jeg i år har haft stor fornøjelse ved at være, er Aarhus. Folkeuniversitetet havde hyret mig til en masse madhistoriske foredrag, og det har været sjovt (der kommer flere arrangementer i 2017). Til Nordiske Nætter på Moesgård sagde jeg ja til at deltage i en historiequiz, og det var måske ikke så klogt.

Vi vandt, islandske Einar Már Gudmundsson og jeg, men vores koncentrationsevne var utrolig ringe. En gang var jeg nødt til at indrømme, at jeg havde glemt at høre efter, da spørgsmålet blev stillet. Gudmundsson nøjes med at hviske den slags til mig, der så efter ringe evne måtte prøve at gengive et eller andet, der kunne minde om et spørgsmål.

Der er ikke meget quiz-trold i mig, men jeg gik da hjem med et kohorn – og så har jeg prøvet det og samtidig lært at  nogle gange skal man nok sige nej tak til en invitation :)

13

Nu skriver jeg på ny bog om mad og have under besættelsen. Det er sjovt, og giver gode ture, der vil fortsætte ind i 2017. Året, der snart er gået, var ikke dårligt. Det var måske, hvad man kan kalde udfordrende på forskellige fronter. Når jeg ser på kalenderen for 2017 er den allerede nu spækket med spændende aftaler. Det skal blive godt at komme over i en ny kalender.

Godt nytår – og tak fordi du læser med!

By |december 30th, 2016|Blog|Kommentarer lukket til Snart slutter året

Nogle af mine tidligere kollegaer i DR har lavet en serie om tyskerpiger, som jeg ser frem til. I går læste jeg interviewet her med blandt andet Anne Røgilds og klippede straks artiklen ud (ja, jeg er sådan én, der læser trykt avis og gemmer stakke af udklip) for at gemme den til de historiestuderende, jeg senere på året skal undervise i kreativ skrivning. Det er det, hun siger om “en modhistorie”, der er så vigtigt.

Det er DR K, der 28. september kl. 20.30 viser første afsnit af en ny dokumentarserie, ’Min mor var tyskertøs’, hvor otte tyskerbørn fortæller deres egen og deres mors historie

By |september 22nd, 2016|Blog|Kommentarer lukket til

To postulater kan drive mig til vanvid som historiker.

Udsagn 1: “Det skal jo heller ikke være rent frilandsmuseum”, hvilket ofte optræder i en sammenhæng om noget, der ikke skal være kedeligt og uaktuelt. Lad mig sige det en gang for alle: Frilandsmuseet er aktuelt og alt andet end kedeligt. Det er alle frilands- eller open airmuseer – og det er derfor, de fleste har så gode besøgstal. Se bare Den Gamle By i Aarhus.

Udsagn 2: “Folk gider ikke historie” og/eller “Alle er historieløse”. Alle har en historie, også dem, der ikke kender eller kan huske den – men det synes jeg, er en anden snak. Hvad angår interessen. Jeg har lavet P1-radio i syv år kun om historie, og lyttertallene var gode – og de blev bedre og bedre i løbet af årene. Jeg skriver bøger, artikler, holder foredrag og modtager en del mails fra unge og ældre, som ved noget, vil vide mere eller bare er nysgerrige. Folk gider godt historie. Og hvor er de tal, der beviser, at vi er historieløse?

Derfor er jeg nødt til at linke til denne udsendelse. Jeg har – indrømmet – ikke set det hele, for jeg blev så begejstret, da jeg nåede 10 minutter hen i udsendelse og lyttede med de næste fem minutter. Dronningen har jo ret: “Det er altså så vigtigt at fortælle.”  Fantastisk med én, der ikke er bange for historie og fortælleglæde.

By |september 9th, 2016|Blog|Kommentarer lukket til

Nordisk Ostefestival 2016

kulinarisk-sydfyn_2016_0197_29113866762_o

I løbet af sommeren var jeg dommer ved Nordisk Ostefestival 2016, hvor vi skulle smage over 100 oste for at finde frem til den bedste ost i Norden. Det er ikke nemt og kræver, at man bruger alle sine sanser, for det er ikke nok at smage, det handler også om at lugte og lugte. Solddattorpets Mejeri i Sverige blev den absolutte vinder, men i de forskellige underkategorier var der guld, sølv og bronze til andre gode osteproducenter – og wauw, hvor er der bare mange gode (og mange pænt ordinære).

Dommerpanelet bestod af Ane Bille Brahe fra Brorholm Slot, madanmelder Joakim Grundahl fra Politiken, osteekspert Camilla Bojsen-Møller og direktør for Kold College Hans Skjerning og så mig. Vi smagte, grinte, gyste kun for alvor én gang (en oste der mest af alt smagte af gammelt askebæger) og var lidt for ostemætte til sidst.

Du kan se flere billeder her.

Og læse mere om kulinarisk Sydfyn her

kulinarisk-sydfyn_2016_0199_29143573611_o

kulinarisk-sydfyn_2016_0212_29143663441_o

 

 

By |september 2nd, 2016|Blog|Kommentarer lukket til Nordisk Ostefestival 2016

Torsdagsklub på Lèlè

2016-09-01 SOS_Torsdagsklub_Auktion2016-09-01 SOS_Torsdagsklub_AmbassadørerTorsdag den 1. september deltager jeg i Lélé’s torsdagsklub, hvor forskellige mennesker stiller op i en god sags tjeneste. Du er meget velkommen – og jeg og de øvrige, der er med, ser frem til at møde dig :)

Det er fra 17-19, og du kan læse mere på opslagene ovenfor.

By |august 15th, 2016|Blog|Kommentarer lukket til Torsdagsklub på Lèlè

unspecifiedAllan Bugge har sendt det her billede, som han tog, da jeg for et par uger siden holdt foredrag på Bornholm om Danmarks Slavinder – også kendt som tjenestepigerne. Og så var han oven i købet så venlig at skrive: “Super interessant og spændende foredrag.” Dejlig mail at få på en fredag, hvor huset er stort set tomt for børn, der har taget plads rundt om i landet for at høre musik eller være sammen med venner. Og en god afveksling på en dag, hvor mailboksen er fyldt med ordlyden “kan du svare allerede i dag, for jeg tager på ferie lige om lidt”, jeg svarer (næsten) med det samme og venter i øvrigt lidt med at holde sommerfri. Tak for billedet – og god sommer!

By |juli 1st, 2016|Blog|Kommentarer lukket til

Det regner

IMG_0053Det regner, og det har jeg vidst lige siden i går, at det ville. Jeg følger to vejrudsigter på telefonen (den ene er mere positiv end den anden), tager bestik af himlen og mærker fugten før regnen. I og for sig ikke stor kunst bare sådan almindelig følgen med i vejret.

For det er jo ikke helt ligegyldigt om det regner eller sner, når man har et lille jordlod, hvor det gror. Jeg har længe ønsket mig en regnmåler, men det er ingen i husstanden, der bider på dén gaveidé. Det er lidt som at ønske sig en elektrisk tandbørste, parasoller og alt muligt andet halløj, som er meget praktisk, men meget lidt sjovt at give. Og der er heller ingen i familien, der helt forstå, hvorfor det er spændende at vide, hvor meget vand der faldt for lidt siden.

IMG_0052

Til gengæld har jeg mine vejrstationer. Den ene er elektrisk og måler temperatur ude og inde, og gemmer oplysninger, så jeg kan holde status over, hvor kold den koldeste dag var i år og følge med i, hvor varm den varmeste dag bliver. På de hede dag gyser man ved gensynet af den kolde temperatur. Og i vinterhalvåret er der en vis trøst i at gense den høje. Den anden, som vel ret beset er et baromenter, viser omslag i vejret. Desværre er den så gammel, at den permanent har indstillet sig på en overgang til “smukt”, hvilket er smukt, men når der er optræk til regn som i går aftes, er den slags oplysninger lidt upålidelige. Men smuk er den, når den viser smukt.

Og ind imellem lytter jeg eller kigger ud af vinduet, og konstaterer, at det regner. Jeg dobbelttjekker som regel på mine vejrapps, om det nu også kan passe. Bare for en sikkerheds skyld. Den virkelige verden kan jo vise sig at tage fejl. Det gør den sjældent, men det er godt at være på den sikre side. Eller jeg lytter til børnene, som sukker og stønner, når de som i morges skal ud i nedbør og vådt vejr. “Det er godt for haven”, messer jeg, mens de hiver paraplyer og buskort frem og er ligeglade med bladebede og bønner. Og så tager vi alle et ekstra kig på vejrudsigten. “Kl. 10 holder det op”, konstaterer vi fornøjet. Og det er der en vis glæde i. Der er skoleafslutning i aften med mad, boldspil og tæpper i skolegården, og meget godt kan vi sige om regn, men det er ikke godt for en festdag.

IMG_0050

By |juni 21st, 2016|Blog|Kommentarer lukket til Det regner

Suppe, steg og is det kongelige festkøkken

k1

Det kongelige festkokken med knivsliberne under vinduet.

k2

Stegte kyllinger i de store ovne

k3

Spande og forme til isdesserterne

k4Personalestuen

Se mere om køkkenet på www.kongeligeslotte.dk

By |maj 26th, 2016|Blog|Kommentarer lukket til Suppe, steg og is det kongelige festkøkken

Guld og rigdom på 2. sal

b2 b4 b1 b5 b7

Her er små, skæve glimt af Bernhard Hirschsprungs lejlighed på 2. sal i Brønnums Hus i København. Ejendommen blev bygget i 1860’erne, hvorefter rigmanden og hans familie flyttede ind. De havde guldtapet i stuen, frise i soveværelset og skønne farver på væggene. Lejligheden er i dag kontorhotel, men du kan få indtryk af arbejdet med lejligheden ved at læse Anne Jonstrup Simonsens indlæg på LinkedIn, som førte mig på sporet af den her skønne 1800-tals historie.

Foto 1: Guldstuen på 2. sal i Brønnums Hus

Foto 2: Guldtapetet

Foto 3: Frisen med sommerboligen og natsværmer malet i loftet

Foto 4: De stribede vægge i soveværelset

Foto 5: Konservator Anne Jonstrup Simonsen fra Københavns Konservator

Foto 6: Brønnums Hus set fra gaden

By |marts 8th, 2016|Blog|Kommentarer lukket til Guld og rigdom på 2. sal

Podcast i radioen

I sidste uge kom Susanna Sommer forbi, og nede i min kælder, hvor jeg laver alle mine podcast, tog vi en snak om, hvorfor jeg laver dem. Du kan høre indslaget her.

Skal jeg her forklare, hvorfor jeg jeg gør det her, som jeg jo ikke tjener en krone på, skyldes det flere ting.

  1. Jeg elsker at komme ud og tale med interessante mennesker, der kan fortælle gode historier
  2. Jeg kan åbenbart ikke lade være med at arbejde med lyd
  3. Jeg er ikke superaktiv på FB eller Twitter. Jeg har lukket mine gamle blogs. Nu laver jeg lyd, og det er også en måde, at sige det, man gerne vil.
  4. Det er en del af butikken Dorthe Chakravarty. Jeg lever jo af betalte opgaver, og for at gøre opmærksom på, at jeg lever og arbejder,  bruger jeg podcasts til at vise, hvad jeg kan.
  5. Der er så meget historie og så mange dygtige mennesker i det her land – og jeg synes, det er en glæde og fornøjelse at kunne være med til at fortælle de historier.
By |marts 2nd, 2016|Blog|Kommentarer lukket til Podcast i radioen