IMG_0053Det regner, og det har jeg vidst lige siden i går, at det ville. Jeg følger to vejrudsigter på telefonen (den ene er mere positiv end den anden), tager bestik af himlen og mærker fugten før regnen. I og for sig ikke stor kunst bare sådan almindelig følgen med i vejret.

For det er jo ikke helt ligegyldigt om det regner eller sner, når man har et lille jordlod, hvor det gror. Jeg har længe ønsket mig en regnmåler, men det er ingen i husstanden, der bider på dén gaveidé. Det er lidt som at ønske sig en elektrisk tandbørste, parasoller og alt muligt andet halløj, som er meget praktisk, men meget lidt sjovt at give. Og der er heller ingen i familien, der helt forstå, hvorfor det er spændende at vide, hvor meget vand der faldt for lidt siden.

IMG_0052

Til gengæld har jeg mine vejrstationer. Den ene er elektrisk og måler temperatur ude og inde, og gemmer oplysninger, så jeg kan holde status over, hvor kold den koldeste dag var i år og følge med i, hvor varm den varmeste dag bliver. På de hede dag gyser man ved gensynet af den kolde temperatur. Og i vinterhalvåret er der en vis trøst i at gense den høje. Den anden, som vel ret beset er et baromenter, viser omslag i vejret. Desværre er den så gammel, at den permanent har indstillet sig på en overgang til “smukt”, hvilket er smukt, men når der er optræk til regn som i går aftes, er den slags oplysninger lidt upålidelige. Men smuk er den, når den viser smukt.

Og ind imellem lytter jeg eller kigger ud af vinduet, og konstaterer, at det regner. Jeg dobbelttjekker som regel på mine vejrapps, om det nu også kan passe. Bare for en sikkerheds skyld. Den virkelige verden kan jo vise sig at tage fejl. Det gør den sjældent, men det er godt at være på den sikre side. Eller jeg lytter til børnene, som sukker og stønner, når de som i morges skal ud i nedbør og vådt vejr. “Det er godt for haven”, messer jeg, mens de hiver paraplyer og buskort frem og er ligeglade med bladebede og bønner. Og så tager vi alle et ekstra kig på vejrudsigten. “Kl. 10 holder det op”, konstaterer vi fornøjet. Og det er der en vis glæde i. Der er skoleafslutning i aften med mad, boldspil og tæpper i skolegården, og meget godt kan vi sige om regn, men det er ikke godt for en festdag.

IMG_0050