Opfindsomhed i en krisetid – mad under besættelsen

Rationering og dyrtid fik danskernes opfindsomhed i kog, da landet blev besat. Få historierne om, hvordan rationeringskosten satte sig præg på middagsbordet i form af kødløs tirsdag og genbrugsbrød. Husmødrene gik i gang med at slagte, salte, sylte, henkoge og strække alverdens retter, så maden kunne nå rundt til alle. Kogebogsskribenter og ernæringseksperter stod klar med gode råd om, hvordan danskerne fik mest ud af maden i en krisetid, og mange af rådene er genkendelige og anvendelige i dag: Spis mindre kød, spis mere grønt og undgå spild af mad.

Fra Hindhede til Hüttemeier – maden og det gode liv.

En rundrejse i dansk madkultur, som den har æltet sig igennem det 20. Århundrede. Det handler om sundhedsapostle, ernæringseksperter og de tusindevis af husmødre, der med større og mindre held har fulgt alle de gode råd om, hvad der er god kost. Få historien om ernæringslægen Mikkel Hindhede, der talte varmt for vegetarisme. Og hør om Kirsten Hüttemeier, som allerede i 1930’erne kunne se, at husmødrene var ved at falde om i mængden af arbejde ude og hjemme. Få indblik i hvordan de sidste 150 års madhistorie har handlet om frygten for det hvide brød og maden som vejen til det gode og det lange liv.

Jo Jacobsen – Carlsbergfruen der gik sin egne veje

Et underholdende foredrag om en farverig kvinde, Jo Jacobsen (1884-1963), der forlod sit ægteskab på Carlsberg for at leve som frigjort kvinde. Hun skrev skandaleromaner. Hun kæmpede for enlige mødres rettigheder og retten til fri abort. Hun var en af de første kvinder, der bragte psykoanalysen til Danmark. Jo Jacobsen var kort sagt en pioner, der gik forrest i tidens kamp for Freud, seksuelt frisind og enlige mødre. Hun gik sine egne veje og ramlede sammen med Thit Jensen, K.K. Steincke, Tom Kristensen, Freud-familien og andre af tidens store kulturpersonligheder. Hendes historie har hidtil været ufortalt, men nu bliver der bragt lys over en af mellemkrigstidens mest omtalte kvinder.

Da demokratiet blev for alle

I 1915 fik danske kvinder valgret. Det demokrati, der blev skabt med Grundloven af 1849, blev nu for alle, mænd som kvinder. Stærke mænd og kvinder havde kørt sagen i mål, og i modsætning til andre lande var kampen for valgretten i Danmark hverken blodig eller voldelig. Den var vedholdende og insisterende, og ofte blev kvindesag, valgret og fredsarbejde forenet i ét. Valgretten fik nu ikke kvinderne til at myldre til valgurnerne eller tage politiske poster. Der blev etableret foreninger, der kunne lære kvinderne at være politisk aktive, og i 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister, Nina Bang.

Tjenestepigerne – Danmarks Slavinder

I 1899 samlede Marie Christensen tjenestepigerne i en forening, hvor de kæmpede mod den forhadte skudsmålsbog og et arbejdsliv, hvor kvinderne stort set ikke havde rettigheder. Hun kaldte tjenestepigerne Danmarks slavinder, og ville med politisk deltagelse, uddannelse og organisering ophæve netop dét slaveri. Foredraget trækker tråde til i dag, hvor rengøring, pleje og madlavning stadig er lavlønnet kvindearbejde, og nogle aupair arbejder på betingelser, der minder om dem, der blev kæmpet mod i fortiden.