Jeg har længe researchet til en bog om mad- og havehistorie. Aviser, arkiver og stakke af gamle bøger og hæfter har lagt beslag på dage, uger og måneder. Sådan er det – og jeg er vild med de dage, hvor jeg bliver klogere, og de dage, hvor billedet skrider og tvivlen sætter ind. Det er en del af processen, men kender man nogenlunde målet, så ved jeg, at det nok skal gå. I det her tilfælde er jeg ved at have styr på historien, jeg har overblik over kilderne, titlen er på plads. Jeg har bare ikke været helt tryg ved mit alibi for at skrive bogen. Jeg har manglet den gode start, der trækker både mig og læseren ind i historien. I går var jeg i haven for at se til de gamle danske bønnesorter, jeg har sået. Og dér gik op for mig, at historien lå i bønnerne. De lange snørklede omveje er sjældent de bedste, ofte ligger svaret i ens egne hænder. Ja, ja, det lyder banalt. Og det er det såmænd også, for jeg gik straks i kælderen og skrev en indledning lige fra hjertet. Og selv om den skal vrides og gennemskrives, så er den dér i sin grundform. Det er virkelig som at slippe af med den sten, der smerter i skoen. En kæmpe lettelse og jeg er klar til at gå videre med bog og bønner.