Blog

/Blog
­

Det er rene skriveuger for tiden. Uger hvor jeg ikke skal andet end holde min plads på kontoret varm. Med mindre der er et bibliotek eller arkiv, der kalder.

For en freelancer er det dyrebare dage, jeg værner om. For de kan så nemt forsvinde, hvis der tikker lønnet arbejde ind i mailboksen.

Jeg holder fast i jerndisciplinen, og skriver og gennemskriver med sammenbidte kæber.

Er det sjovt? Well, lige nu nager tvivl og usikkerhed. Det er ikke den mest farbare vej, hvis målet skal nåes, og det kræver altså lidt energi at piske dæmonerne vej og holde fokus klart.

Nå, det ender vel med en bog af en slags. Når jeg ser på noter og kapitler på opslagstavlen, ved jeg, at jeg på vej. Når jeg læser mere om emnet og genfinder gamle notesbøger, ved jeg, at jeg ikke kan lade være.

Men det er en af de tunge dage med fedtet føre og lav sigtbarhed.

20170517

By |maj 17th, 2017|Blog|Kommentarer lukket til

Det er dagen derpå. En forkølelse og en weekend som historisk fortæller i Andelslandsbyen Nyvang har gjort det af med stemmen, der nu får mandagspleje.

Det var trods rust på stemmebåndet en god weekend. Adskillige tusinde mennesker samlet henover to dage for at opleve opsætningen af besættelsen

Det var folk i tidens tøj. Det var tyske og danske soldater i uniform, og det var krudt, kugler og luftalarm. Og heldigvis også fællessang og jazzmusik.

Min mission var at bringe hverdagslivet ind i den store krigshistorie. Jeg er ikke fascineret af hverken krig eller våben, og var som sådan ikke i tvivl om, hvad jeg ville fortælle, nemlig om krigen fra almindelige danskeres perspektiv.

Men frem til weekenden var mit store spørgsmål, hvad jeg mere skulle sige. For når emnet er så stort og alvorligt, så skal der gives lidt mere end facts. Historien skal sige lidt mere, for ellers, tror jeg, et par gode dage i sommersol glider ufordøjede ned sammen med madpakkerne. Med andre ord: der skal være noget at tænke over.

Så jeg tog blandt andet historien om de østfrontfrivillige og tilsatte den et par ord om de familiære fortielser, der i generationer er i fulgt i kølvandet på den side af historien. Og jeg nævnte, at der nok blandt publikum var en eller flere, der havde historier af den slags. Historier som i årene siden nok var håndteret forskelligt.

Og begge dage kom der personer op efterfølgende og fortalt det lidt de vidste om familiemedlemmer, der havde gjort et og andet, der kort sagt var på den forkerte side. Det var små og gode snakke om, hvad der mon i grunden var sket og ikke mindst hvorfor, de dengang havde valgt at gøre som de gjorde.

Det er historie, der virker, synes jeg. Når levendegørelsen giver stof til eftertanke. Når gode dage ikke bare bliver til underholdning (og formidling af krig må aldrig blive til “kun underholdning”), men til en oplevelse hvor der bliver talt sammen og reflekteret.

Oven i det var der sjovt at gå rundt blandt publikum, og høre, hvordan mange familier var sammen i tre generationer, og de ældste fortalte de yngre om alt det, de pludselig selv kom i tanke om fra deres egen opvækst, når de kom ind i husene eller hørte musikken.

Nu er det mandag og ny projekter skal færdiggøres og søsættes. Og er der en ting, jeg godt kan bruge her i min hæse elendighed, er det weekendens madpakker pakket ind i avispapirs. Steg med surt og rullepølse med sky efterfulgt af propolispastiller til at mildne halsen – med den frokost kan man klare meget!

20170508

By |maj 8th, 2017|Blog|Kommentarer lukket til

dorthec:

Så er vi klar til dag to af besættelsesarrangementet i #andelslandsbyen – jeg kommer aldrig til at vise billeder af krig og våben, så her er et stuemøblement fra et af husene her i Nyvang. Jeg er glad for at kunne bruge disse dage som historisk fortæller til at levere facts om de fem år og til at kunne bruge taletiden til at tale om værdien af fællesskab, demokrati og fred. (her: Andelslandsbyen Nyvang)

By |maj 7th, 2017|Blog|Kommentarer lukket til

Det var et tilfælde, at jeg sidste uge så opslaget på Facebook om, at Hiroshi Sambuichi forelæste i København. Jeg bestilte en billet med det samme, også selv om jeg endnu ikke havde set hans udstilling i Cisternerne.

Det var inspirerende at høre ham tale i går, hvor arrangementet blev afholdt. Også selv om hans japanske tale skulle gennem engelsk oversættelse. Hans tilgang til historie, lokale kendetegn og natur er lige ned ad mine interesssespor, men hans originalitet er på niveauer, hvor få bevæger sig.

I dag stod vi op med et programpunkt, nemlig at vise et par egyptiske drenge, vores 17-årige søn har boede, rundt i København.

Efter lidt snak frem og tilbage var vi sikre på, at de skulle med i Cisternerne. De ville gerne se den egyptiske afdeling på glyptoteket og i Fisketorvet. Fint med os men så skulle dagen også byde på en overraskelse.

De tog det pænt, faktisk mere end pænt, da vi gik rundt med en japansk lygte i de mørke og kolde gange.

Og sjovt hvordan stedet gav anledning til snak om jord, varme, kulde, vand og, som en af drengene sagde, tanker om at passe på jorden. Noget han var blevet undervist i for nyligt, men vist havde glemt, fordi han skulle til Danmark og snart har en stort test til næste skoletrin og livet går i fuld fart nat og dag, når man er 17 år.

Selv tager jeg turen ned i dybet om et par uger. Helst på en hverdag, hvor der ikke er for mange andre gæster, og en dag, hvor solen skinner, så jeg kan se, hvordan stedet ændrer karakter i takt med solen, vandet og vinden.

20170429

By |april 29th, 2017|Blog|Kommentarer lukket til

Vi leder efter en sofa til stuen, og det skal ikke være sådan en lavstammet sag med tilhørende lavt bord, hvor alle helt sikkert smækker fødder og ben op, mens de sidder skrutryggede og stirrer fortabt ned i hver sin tablet.

Det skal være et højrygget møblement, hvor man ikke kan smide benene i så mange andre retninger end nedad, mens hovedet vender opad – og så må det for min skyld gerne have retning mod en IPhone.

Det skal med andre ord være sofa og bord, hvor man sidder op og kan læse og arbejde uden at falde sammen i bløde puder og det, jeg et sted læste omtalt som, småborgerlig velvære.

I løbet af ugen, hvor jeg var i Holbæk, slog jeg et smut ind omkring deres kulturhistoriske museum.

Og fandt det møblement, vi har brug for. Desværre er de ikke så nemme at handle med den slags steder, så jagten fortsætter.

20170422

By |april 22nd, 2017|Blog|Kommentarer lukket til

Det er adskillige år siden, jeg sidst har besøgt Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk. Det er et fint sted, og når jeg var dér i dag, skyldes det, at jeg den 5.-6. maj skal være fortæller ved deres årlige besættelsesarrangement.

Det glæder jeg mig til, selv om jeg også må indrømme en vis faglig angst og bæven, for det har jeg aldrig prøvet før.

Jeg var deroppe for at planlægge, og satser på, at maj-dagene bliver milde og lyse, så hele familien kan komme med og se alle herlighederne og en iscenesat og nutidig version af de fem år.

2017.04.19

By |april 19th, 2017|Blog|Kommentarer lukket til

Ferien er forbi, og den var lang, god og noget tiltrængt.

Arbejdsugen er igang, og jeg indledte den med en tur til Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

Jeg har sagt det før, og siger det gerne mange gange igen: Det sted er unikt. Blandt andet fordi det ikke kun er tilbageskuende kunstnerhygge, det er et fremadskuende museum, der bruger historien og kunsten til at gøre stedet relevant og levende.

Kerteminde i dag, Holbæk og Andelslandsbyen Nyvang morgen. I den forbindelse har jeg lige tjekket åbningstiderne for Swanernes Malergården, men sæsonen er ikke indledt endnu, så det må vente. Det havde ellers været smukt med et gensyn med to af Danmarks fineste kunstnerhjem på en uge.

By |april 18th, 2017|Blog|Kommentarer lukket til

Da påskeferien gik i gang, havde jeg et mål: At komme i gang med at løbe igen.

Jeg er ikke et sportsmenneske, har aldrig været det, og bliver der heller aldrig. Men siden gymnasietiden har jeg løbet, dog til tider med årelange pauser.

De sidste tre år har jeg imidlertid haft en god rytme inspireret af en god veninde, der passer sit arbejde, hus, hund og tre børn – alene. Hun får løbet hver dag, og på grund af hende ser mit program sådan ud:

Stå op om morgenen
Tag løbetøj på
Drik kaffe med familen
Cykl børnene i skole
Løb i Frb. have + Søndermarken
Hjem – spis morgenmad – bad/tøj/makeup
Sid ved skrivebordet seneste 09:15

Det kan godt lade sig gøre, ikke mindst hvis man droppe at løbe efter antal kilometer, men løber i forhold til den tid, der er til rådighed.

Som sagt har det længe været en solid rytme til de dage, hvor jeg arbejder hjemme, og det har jeg jo gjort en del de sidste tre år.

Det sidste halve år har bare været anderledes. Dels har jeg haft et utal af infektioner, der har gjort mig ukampdygtig (pandehulebetændelse, bihulebetændelse, lungebetændelse og bla-bla-bla-betændelse). Og dels har jeg haft en del arbejde væk fra mit eget skrivebord.

Når alt koger på den måder, skummer jeg fedtet fra, og det går blandt andet ud over løberiet.

Det gør intet godt for hverken sjæl eller legeme. Så jeg har længe vidst, at jeg skulle i gang igen.

Jeg ringede til min veninde, som, selv om hun bor langt væk, er min løbemakker i ånden. Ikke mindst i de mørke vinterhalvår, hvor det er lidt tungt at komme i gang i morgenmørket. Så sms’er vi til hinanden, og ingen af os gider være den, der skriver: “Ikke i dag.”

Jeg vidste, hvad hun ville sige, da hun sagde: “Tag dit løbetøj på med det samme, du står op – og begynd med at løbe 15 minutter. Det et er godt bare at være afsted et kvarter.”

Det er så enkelt, at det er helt svært, og jeg er nødt til at høre hende sige det, før jeg kan gøre det.

Det virker, for sandheden er jo, at jeg ikke er nybegynder hver gang, så første dag sparker jeg mig selv ud i 15 minutter. Dagen efter er jeg i gang med de sædvanlige 5-7 km.

Sådan gjorde jeg også, da ferien begyndte, og nu kører morgenløbet, der for mig er en god begyndelse på dagen.

I går inden jeg skulle i seng, lagde jeg mærke til Murakamis løbebog, som jeg gik i gang med at læse med det samme.

Jeg læste den, da den udkom og var begejstret, for selv om jeg ikke er langdistanceløber, genkendte jeg meget af det, han skriver om.

I går genkendte jeg endnu mere. For han skriver jo i virkeligheden om at skrive. Siden jeg læste bogen første gang, har jeg selv skrevet fem bøger, og først nu læser og forstår jeg den del af bogen.

Det gør, at den ikke bare er god denne gang. Den er berigende og inspirerende til både løb og skriv.

By |april 14th, 2017|Blog|Kommentarer lukket til

Som freelancer har jeg store mængder af frihed, og i den heldige situation at have gode opgaver en masse forskellige steder. Det er et kæmpe privilegium, men som så mange andre solstrejf er der også en skyggeside ved det liv.

Man arbejder hele tiden, fordi der altid lige er et eller andet, der skal, kan og bør laves. Denne påskeferie, som begyndte i fredags, er en undtagelse.

Jeg har opgaver, der skal rundes og afsluttes, men de kan sagtens vente til næste uge. Så det eneste jeg laver arbejdsmæssigt er at tjekke mails – og jeg kan se, at folk rydder op på skrivebordene i dag og får sendt afsted, så de har rent bord i morgen. Fint med mig, for de mails, jeg får, kræver ikke andet end et “ok” i retur.

Det giver tid til en længe tiltrængt oprydning på mit arbejdsværelse. Det giver tid til havearbejde. Og det giver tid til at læse skønlitteratur.

Og lad mig anbefale Alexandra Fuller, som jeg fik anbefalet for et par uger siden til en forlagsmiddag.

Min sidemand havde så meget ret, da han mente, at jeg ville sætte pris på hendes bøger.

Eva Tind ville jeg læse allerede, da den udkom, men først nu er jeg kommet i gang. Hendes historie om Asta Nielsen er god!

Og Wassmo købte jeg for lang tid siden, hvor jeg stod på banegården i Aarhus og mangle lidt hurtigt læsestof. Ikke at jeg har fået den læst før nu. Efter denne skal jeg læse mere af hende.

By |april 11th, 2017|Blog|Kommentarer lukket til

Lige om lidt begynder påskeferien, og den er lang i år. Bilen er brudt sammen og alle planer om at køre langt væk, er lagt på en fjern hylde.

Det giver tid til hjemmeliv, haveliv og nok også lidt bogliv.

Var på Rigsarkivet i dag for at dobbelttjekke nogle kilder til den bog, jeg er ved at skrive om mad og have under besættelsen, og det giver altså skrivekløe.

By |april 7th, 2017|Blog|Kommentarer lukket til