Foredrag og moderator

Jeg holder foredrag om alle mine bøger, men i 2024 har jeg fokus på tre emner.
Hvis du vil booke mig til et foredrag eller som moderator, så skriv endelig til mig

Moderator

Jeg er moderator på Bogforum og Historiske Dage, og har modereret masser af arrangementer om videnskab, kultur, litteratur og historie i hele landet. Hver gang er det velforberedt og underholdende.

Fotograf: Nikolaj Kristian Carlsen

Foredrag

Frihed til at vælge – Den fri aborts historie

For mere end 50 år siden fik Danmark loven om fri abort. Siden begyndelsen af 1900-tallet har mænd og kvinder kæmpet for seksuel ligestilling og seksuelle rettigheder, blandt andet også fri abort.

Foredraget handler om de læger, forfattere og aktivister, som tog en kamp for seksualoplysning, prævention og abort. Deres arbejde vakte vrede og modstand, men var med til at bane vejen for et politisk flertal og bred enighed i befolkningen om, at kvinder selv skulle bestemme over deres krop. Loven blev vedtaget i 1973.

Det er en fortælling om forkæmperne, der krævede seksuelle rettigheder for kvindernes, samfundets og demokratiets skyld. 

Tjenestepigernes stemme

I 1899 indkaldte Marie Christensen Københavns tjenestepiger til et hemmeligt møde. Det blev begyndelsen på Tjenestepigeforeningen og en sej kamp for at ændre de elendige forhold, tjenestepigerne arbejdede under.

Foredraget handler om Marie Christensen og landets tusindvis af tjenestepiger, som gennem erindringer har fortalt om uretfærdighed og misbrug af magt - og om, hvordan nye tider og strømninger gav mulighed for at forandre deres liv.

Nielsine Nielsen, Danmarks første kvindelige læge

I 1885 fik Danmark sin første kvindelige læge, Nielsine Nielsen. Hun voksede op som skipperdatter i Svendborg på et tidspunkt, hvor enhver tanke om en kvindelig læge var galskab.

Nielsine Nielsen ville ikke ende som sine søstre og de kvinder, hun kendte. Hun ville lære, læse og være læge. Takket været stålsat vilje og stort mod lykkedes det hende at få en studentereksamen og få åbnet universitetets døre for kvindelige studerende.

For at nå sit mål tog hun et valg og en kamp, som den dag i dag har betydning for vores forståelse af uddannelse, ligestilling og demokrati.